Trichotillomani og skin picking

Bruger du meget tid på at pille og kradse i din hud, eller hiver du hår ud fra din hårbund eller øjenbryn?

Oplever du, at det har nået et punkt, hvor du kæmper med sår, ar eller et betydeligt hårtab? Føles adfærden som ufrivillig, og er det begyndt at påvirke dit selvværd og livskvalitet? Så lider du måske af skinpicking eller trichotillomani.

Er du i tvivl om du lider af trichotillomani og/eller skin picking

Bliv klogere på trichotillomani og skin picking

Genkender du tendensen til at fjerne knopper fra huden eller at lege med dit hår fra tid til anden? Måske nyder du endda følelsen af at presse en bums ud. Det er ganske normalt. Men når det udvikler sig til skinpicking eller trichotillomani, bliver det en ufrivillig handling med alvorlige konsekvenser.

Begge disse lidelser hører under kategorien ”body repetitive behaviors”. Det er en tvangspræget adfærd, der er forbundet med en høj grad af trang, som kan være svær at modstå.

Skinpicking er kendetegnet ved en uimodståelig trang til at pille og kradse i huden, hvilket resulterer i betændte sår, hævelser og ar, ofte på områder som ansigt, bryst, ryg, overarme og neglebånd. Trangen til skinpicking udløses ofte af små uregelmæssigheder på huden såsom små knopper eller bumser eller ved ujævnheder set i spejlet. Dette kan skabe en ond cirkel, hvor flere sår kun øger trangen til at pille mere i huden.

Trichotillomani indebærer at trække hår ud, typisk fra hårbunden, øjenbryn eller øjenvipper, hvilket kan føre til betydeligt hårtab

Lindring af ubehag

Trangen til at pille i huden eller trække hår ud er ofte knyttet til følelser af stress, ubehag eller kedsomhed og kan midlertidigt lette disse følelser.

Genkender du dette som en måde at håndtere svære følelser på? Selv om det kan give kortvarig lettelse, er det en forholdsvis kortvarig løsning. Problemerne forsvinder ikke, og trangen vender hurtigt tilbage, hvilket fører til, at man piller mere eller trækker mere hår ud.

Denne adfærd kan være bevidst, hvor du aktivt bruger den til at lindre ubehag, eller den kan forekomme mere ubevidst som en gammel vane.

Når lettelsen bliver til skam

Mange, der lider af skinpicking eller trichotillomani, føler sig skamfulde over deres lidelse.

Du tænker måske, at du bare burde kunne lade være? Eller du er måske begyndt at trække dig fra visse sociale aktiviteter for ikke at afsløre dine ar eller hårtab.

Det kan for eksempel være, at du undgår at gå i svømmehallen, eller at du altid bærer langærmede bluser. Derfor ser vi desværre også, at lidelsen kan føre til isolation samt selvværdsproblemer, socialangst og depression, og det er derfor vigtigt at søge den rette behandling.

Sådan kan vi hjælpe dig

Vores erfarne psykologer har specialiseret sig i behandling af skinpicking og trichotillomani og har hjulpet mange klienter med at overvinde disse udfordringer, hvilket har forbedret deres livskvalitet markant. Vi skræddersyr den kognitive behandling til dig, og sammen identificerer vi de vaner og mønstre, der opretholder problemet.

Gennem behandlingen lærer du at identificere, hvad der udløser den uhensigtsmæssige adfærd, så du bedre kan stoppe den i tide og erstatte den med mere hensigtsmæssige reaktioner. Du vil få nye metoder til at håndtere negative tanker, svære følelser og ubehag uden at ty til skinpicking/trichotillomani. Vi undersøger altid, om der er andre problemstillinger såsom stress, OCD eller BDD, der kan være den primære årsag, og indretter terapien derefter.

Kontakt os endelig, hvis du ønsker at høre mere om behandlingen, eller hvis du ønsker hjælp til at finde den rette psykolog for dig.

Vil du vide mere?

Du er altid velkommen til at kontakte os, og vores psykolog Maja vil meget gerne vejlede dig til hvem af psykologerne og hvilken metode, som kan passe bedst til netop dig og dine behov og ønsker.